Dykker ned i sneen
Snow2Rain feltarbejde rapport fra Tasiilaq, Østgrønland, (Del III)Nu er det min tid til at fortælle lidt om vores tur i sneen. Altså, jeg vidste, at jeg ville lande i Tasiilaq, når vinteren og den første sne var allerede kommet, og at den sne ville være en del af mit daglige liv. Ikke kun fordi jeg ville blive over vinteren, men også på grund af vores projektemne. Men jeg havde lidt idé om alle varianter af sne, der ville være involveret. Det er blandt andet sneskovl, samtaler om sne, oplevelse af spændingen ved snefald og snes relevans i forhold til is for mobilitet og transport. Jeg ser på vores tværfaglige forskningsprojekt gennem linsen af min disciplin: antropologi, som handler om menneskelige oplevelser. Gennem etnografisk feltarbejde forsker jeg om menneske-miljø relationer, samarbejde med fokus på arktisk etik og metoder, når jeg interagerer med lokalbefolkningen, i forhold til forudsagte og forekommende miljøændringer.
Om vejr og menneskelige oplevelser
Lad os starte med et kort uddrag, der fanger en af mine etnografiske oplevelser og tager dig, læseren, med til scenen.
’Det er en stille og rolig vintermorgen; himlen er mørk i blå nuancer. Vi er på Ammassalik Museum med udsigt over havnen i Tasiilaq og nyder stille og roligt en kop kaffe og udsigten. En grønlandsk sang spiller på radioen i baggrunden. Sangen ser ud til at udløse øjeblikket. For min forståelse nævnes det, at bandet synger om vejret, og der er givet en forenklet oversættelse til nogle af linjerne: 'Ingen bestemmer af sig selv, det er vejret, der bestemmer (for dig) i Grønland.' Vi nikke samtykkende med tanken på de vibrerende lyde fra piteraq, med den kolde vind, der kryber op og trænger sig gennem sprækkerne ind i husene, det skete det sidste weekend.’
Baggrund information: Piteraq er det grønlandske ord for en kold og forbløffende hård vind, der stammer fra polarindlandsisen og fejer ned langs østkysten. Det oversættes til 'det der angriber dig', da det i løbet af få minutter kan suse ned og angribe dig med stor kraft med vindhastigheder på 40 til 80 m/s (til reference det er mellem 145 to 300 km/h).Fornemmelsen af vejret knytter sig til lektion nummer et om livet i Østgrønland: 'Forvent ikke, at din tidsplan fungerer efter planen.' Et råd, vi godt vidste, og et, som vi hørte mange gange før vores afrejse . Alligevel spekulerede jeg på, hvor godt vi ville være til at legemliggøre dette og give slip på kontrollen. Selvom det måske lyd som noget negativt fra et struktureret og organiseret perspektiv, så syntes jeg, det var en af de største muligheder som en del af mit østgrønlandske eventyr. At omfavne oplevelsen betød at lære at give slip og følge vejrets rytme. Det er uskreven regel i Østgrønland.
Anna graver et hul til snegraven mid i koldt og blæsende vejr i Tasiilaq.
Alt jeg ser er sne
Lad os dykke ned i sneen. Vi tilbragte masser af tid mindst til knæet i sneen. Da vejret skifter ret hurtigt, befandt vi os ude ved snesensoren på de mest overskyet, blæsende og kolde dage; midt i kraftigt snefald, mens hagl blæste i vores ansigter, eller vindstød fejede sneen lige tilbage i det hul, jeg gravede. Dette var min 'hands-on' praktiske introduktion til sneklimatologi. På denne måde kom jeg ind i en ny disciplin og lærte om sne, klimatologi og processen med at indsamle snedata og manuelle målinger. Da det var planlagt for mig, som antropolog, at udføre manuelle snemålinger gennem min tid i Tasiilaq alene, var jeg ivrig efter at forstå så mange aspekter som muligt. På det tidspunkt vidste jeg ingenting om uforudsete udfordringer, der lå foran mig, efter at Jorrit rejste. Hver dag er et nyt eventyr, og som Jorrit passende udtrykte det: ’Vi er i Grønland, så skal vi improvisere.’
Mens hver af os havde deres eget perspektiv, som et individuelt menneske og gennem disciplinens linse, var det en proces med at lære, hvordan man bragte dem sammen til gavn for forskningen og befolkningen i Tasiilaq. For at visualisere, vi graver måske hver især vores eget hul til tider, men vi finder sammen igen ved at værdsætte hinandens ekspertise og bidrag til forskningen. Det, vi demonstrerer med denne tredelte artikel, afslører styrken af vores tværfaglige forskning. Det handler om at dele fortællinger om vores individuelle erfaringer og reflektere over processen med at samarbejde. Hermed tør vi at stille spørgsmål og reflektere i en åben diskurs. Det er ofte de små ting, der skaber en forhindring, men afslører, hvad der opfattes som 'normal' eller 'sædvanlig vane' i bestemte omgivelser. Vi faldt, for eksempel, over de forskellige anvendelser af specifikke udtryk relateret til sneforhold og hvordan de bruges i videnskabelige discipliner og i det talte sprog i hverdagen. Det giver os mulighed for at tænke i dybden over, hvad vi gør og værdsætter i vores egen forskning, og hvordan vi kan kommunikere vores forståelse på forståelige måder til andre mennesker. Ikke at glemme, improvisation i betydningen af at være proaktiv og kreativ på stedet er meget værdifulde færdigheder i Østgrønland.
Udsigt over den gamle kirke del af Ammassalik Museet.
Låne en hånd til fællesskabet
Jorrit og jeg ankom til Ammassalik Museet med den hensigt, at det ville være et passende sted for vores første fællesmøde, da det var meningen, at det snart skulle genåbne. Jeg forestillede mig ikke, at mine beslutninger den dag ville bane vejen for, at jeg kunne blive en del af fællesskabet i Tasiilaq. På stedet, da jeg så, at museet var langt fra at være klar til en åbning, reagerede jeg spontant ved at tilbyde vores hjælp til at gøre rent. Det har efterhånden ført til uger med vask af gulve og rengøring af glasmontre, samtidig med at vi har opdaget interessante udstillingsgenstande og jeg lyttet til historier om dem og deres rolle i Østgrønlands historie. Dette har skabt grundlaget for et langsigtet samarbejde med Ammassalik Museet. Jeg var velsignet med at opbygge venskaber og deltage i læringsmuligher. Ved at være opmærksom på, hvad der er relevant for befolkningen i stedet for blot at fokusere på forskningsemnet, har jeg fået stor påskønnelse fra folket i Tasiilaq for mit bidrag til at gøre en del af lokalhistorien tilgængelig igen for alle, som mange mennesker har personlige relationer til de udstillede værker.
Kraften i en kop kaffe
Udover vores aktiviteter i sneen, kan en anden af vores hovedaktiviteter omtales som 'at nyde en kop kaffe'. Vi er blevet budt velkommen med kaffe ind i folks hjem eller kontor. Vi har præsenteret os selv og vores arbejde over kaffen for befolkningen i Tasiilaq. Vi delte historier og grin, lige så meget som vi nød stilhed og udsigten med kaffe. Til enhver form for samtale, uformel eller møde, skal kaffe ikke mangle. Det er også en væsentlig del af en kaffemik. Meget kan ske via en kop kaffe. Det er et sted, hvor historier deles, minder genoplives og billeder om fremtiden skabes. Hvad 'at tage tid' betyder i praksis, er også lettest demonstreret over en kop kaffe. Det er en måde at blive en del af hverdagen og vanerne, hvor vi oplever øjeblikke sammen og kommer tættere på de historier om livet, der deles med os. Til gavn for forskningen havde Jorrit og jeg også masser af diskussioner og samtaler over kaffen om vores tilgang og næste skridt. Sidst men ikke mindst, undervurder ikke varmen fra en kop kaffe, især efter at have tilbragt timer udenfor i kulde og sne.
Baggrund information: Kaffemik er et traditionelt åbent hus, hvor der serveres kaffe. Det grønlandske ord og begreb står for fejringer derhjemme af særlige festligheder som fødsler, fødselsdage, første skoledage eller konfirmationer. Kaffemik er en danisering og stemmer fra ’kappiddilorpuu’, den betyder ’vi giver kaffe’. I gamle dags var kaffen en luksuriøs vare og viser at man værdsætter gæsterne. Åbendørs konceptet giver folk mulighed for at komme ind, nyde kaffe, lækker mad og godt selskab og glade gå, når det er tid til at give plads til nye ansigter til at deltage i festlighederne. Glæden kommer fra et rum fyldt med mennesker, der blander sig.
Borddækning til kaffemik.
Hyggeligt sted at nyde en kop kaffe.
At være i Tasiilaq
En af de største udfordringer i de første fire uger sammen i Tasiilaq var, at Jorrit og jeg så på netop denne tidsramme fra forskellige vinkler. Det blev betragtet som indgangsfasen i feltarbejdet. Alligevel var det for mig begyndelsen på et otte måneders ophold i Tasiilaq, hvorimod det for Jorrit var et fire ugers ophold med at møde mennesker og igangsætte forskning, der skal fortsættes, når han vender tilbage i juni. Selvom jeg slet ikke bekymrede mig om tid, virkede Jorrit mere bekymret over tid i forhold til fremskridt i vores arbejde. Det kan være en vanskelig balancegang, når man husker på, at det også er vigtigt at tage sig tid til gavn for samarbejdet med lokalbefolkningen. Jeg er overbevist om, at disse fire uger har været en god start, hvor vi var i stand til at demonstrere vores bekymring for en passende tilgang, når vi var i dialog med befolkningen i Tasiilaq, hvilket blev hilst velkommen af mange lokale mennesker. Med Jorrits afgang er en anderledes og spændende periode startet for mig. En tid, hvor jeg repræsenterer og udfører forskningen på egen hånd og nu jonglerer med Jorrit på afstand, mens jeg ’er der' i Tasiilaq. Når jeg stirrer på bjergkæden uden for vinduen, er jeg glad og ser frem til alt der venter på mig i de næste måneder.
Udsigt over byen Tasiilaq med bjergkæden i baggrunden.
Skrevet af Anna Burdenski
Oversættelse af Anna Burdenski og Jonna Klemensen
© Fotos af Anna Burdenski og Jorrit van der Schot
Skrever i samarbejde med APRI, den Østrigske Polarforskningsinstitut